top of page

Digte med billedkunst i My Beautiful Gallery

Thorvald Berthelsen skriver digte og faglitteratur om historie, uddannelse, IT og litteratur. Han har udgivet 6 digtsamlinger, illustreret med egne collager, senest Mørkeleg 2016 og Huds tektoniske plader i 2018. Hans digte er udkommet på svensk, engelsk, arabisk, kurdisk, bosnisk, serbisk og tysk.

 

Han arrangerede bl.a. danske haikudigteres fælles oplæsning med tidligere EU præsident Hermann van Rompuy under EU topmødet i København i 2012 og redigerer præsentationen af dem internationalt i Danish Haiku Today. Thorvald Berthelsen er derudover meget aktiv i forbindelse med mange andre kulturelle aktiviteter.

 

Han blev i 2014 som den hidtil eneste udnævnt til Årets kulturelle ildsjæl af kulturministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter på Folkemødet på Bornholm. P.t. redigerer han Det Poetiske Bureaus nye serie Ny lyrik fra… områder vi nærmest anser for barbariske, men hvis kultur vi intet kender til.

 

- Jeg glæder mig til at læse lidt op af det jeg har skrevet, og snakke med folk om hvordan det hænger sammen med de billeder jeg samtidig udstiller i galleriet, siger Thorvald Berthelsen, der vil signere sin nyeste udgivelse til interesserede, og der vil i også være musik og hygge i galleriet og winebaren.

​

Prikkende

Når vi slukker for TV,
står de spraglede glimt tilbage,
som udvides til blinde pletter
på landkortet
af frygt for forsvindingspunktet,
lige før vi tænder
universet igen.

 

Vi tvivler ikke på tvivlen 
lige så lidt som vi er sikre på
at der er noget at tvivle om
mens stjerneformationer udvides
i den krumning af tiden
hvor det uendelige gennemskæres
af sorte hullers Møbiusbånd
der tænder vor endeløse huds
galaksegennemtrængende kvasarlys.

SE THORVALD BERTHELSENS COLLAGER HER

bottom of page